I Kernehuset møder dit barn voksne, der har ambitionen om at skabe et trygt, genkendeligt, støttende og udviklende vuggestue- og børnehaveliv.
De voksne tilbyder et nærværende og anerkendende miljø, hvor børnene både har mulighed for at deltage i store og små legefællesskaber.
Hos os oplever børnene det gode børneliv i udelivet året rundt. Vi fordyber os i naturen, giver børnene mulighed for at gå på opdagelse og være nysgerrige på vores vilde legeplads, i skoven ved siden af eller ved vandet. Vi bruger alle vores sanser i naturen.
Et godt børneliv med gode legefællesskaber er af stor betydning for os. Legen vægtes højt og der skabes mulighed for små og store legefællesskaber, som giver mulighed for fordybelse. Derfor er huset også dynamisk. Vi kigger på børnenes interesser og spor og hjælper med at ændre rammerne, så legen får mulighed for at vokse.
Hverdagen består af tydelige rutiner, hvor børnene deltager aktivt. I løbet af dagen er der både voksenstyrede aktiviteter, hvor børnene deltager i mindre grupper inddelt efter f.eks. alder eller udviklingsniveau, samt børneinitierede lege og aktiviteter.
Vi ser værdien i, at vi som hus kender hinanden.
Børnene er i dagligdagen tilknyttet en gruppe med faste voksne, og vi besøger hinanden både stuerne imellem, men også på tværs af alder – vuggestue og børnehave. Det er betydningsfuldt at se hinanden som en del af et større fællesskab både i overgangene fra vuggestue til børnehave, men også mellem børnene.