Alle medarbejdere i Nordlyset har høj faglighed, en engageret, anerkendende og positiv tilgang til husets mangeartede opgaver. Vi forventer, at alle bidrager til et godt og udviklende psykisk arbejdsmiljø, hvor respekt og ligeværd er nøgleord.
Ledelse i Nordlyset har rod i nogle kæpheste, som alle præsenteres for i forbindelse med ansættelse.
Disse kæpheste danner et solidt grundlag for kerneopgaven og er rodfæstet i forskningens:
”10 kendetegn for virkningsfuld pædagogik der lykkes”.
Nordlysets kerneværdier er faglighed, kommunikation og fællesskab.
Vi er et aktivt hus, der deltager i mange projekter. Vi afprøver gerne nye veje og metoder. Det kan vi, fordi vi er et hus, der tør fejle både sammen og hver for sig. Vi tror på, at der er meget læring i at begå fejl. Vi ser på vores fejl, taler om vores fejl og bliver klogere af vores fejl.
Der er høje forventninger til dig som medarbejder i Nordlyset. Vi forventer, at du tager ansvar for egne handlinger og det, der er fælles for alle i kerneopgaven.
Vi har et stort og vedvarende fokus på udvikling. Hos os har alle mulighed for kurser, uddannelse og deltagelse i projekter samt den implicitte faglige udvikling med kolleger og familier, der naturligt opstår i det tværfaglige samarbejde.
Hos os er trivsel tæt forbundet med arbejdsglæde og humor, der bidrager til at give liv og luft – både til det, der virker og til det, der er svært. Vi giver plads til hinanden som mennesker, hvilket indebærer en høj grad af work-life integration. Dette betyder i praksis, at der er plads til dig, det, du kan og alt det, du er, f.eks. kreativ, musisk, sportslig, følsom, energisk, idérig osv.
I Nordlyset har vi adgang til en supervisor for faglig udvikling og trivsel. Dette betyder, at du kan få samtaler, sparring eller coaching, hvis noget privat eller arbejdsrelateret bliver svært at håndtere følelsesmæssigt. Tilbuddet kan bruges individuelt eller på teamniveau – læs mere her.
Alt sammen for at sikre det gode arbejdsliv på den lange bane.
Det gode arbejdsmiljø i praksis
Når vi, i Nordlyset, taler om trivsel og arbejdsglæde, er der handling bag ordene. Vi trives allerbedst, når vi har det godt med hinanden, og det sociale fællesskab giver vi f.eks. næring igennem en årlig sommerfest og julefrokost.
Vi bakker hinanden op, giver liv og plads til udvikling, gode idéer og daglige, højlydte grin.
I Nordlyset er det medarbejderne, der indretter lokalerne.
Her har vi fokus på samarbejde, ro og hygge. Vores omgivelser skal være rare at være i. Der skal være rum og plads til at kunne tage en pause i en - til tider - hektisk hverdag. Det afspejles f.eks. i vores personalestue, hvor der både er plads til nakkemassagepuder, kage og genbrugssalg. Selv vores personaletoiletter er indrettet med fokus på ro!
Det skal være rart, trygt og godt at gå på arbejde i Nordlyset.